Kendte Maskinmærker vil med under Broen

Pon Equipment med Caterpillar og Sylvester A/S med Volvos kompaktprogram er blandt de seneste nye udstillere på Maskiner Under Broen

Der er nu ca. 50 udstillere med tilsammen 7.500 kvadratmeter standareal ved Maskiner under Broen. Det tegner rigtig godt for årets udstilling. Ved den første version af messen i 2016 var standsalget på tilsvarende tidspunkt endnu ikke begyndt.

I år er der allerede holdt flere messeudvalgsmøder, og en række praktiske forhold er lagt fast, ligesom der er indgået aftaler med de vigtigste nøglepersoner, planlægning af markedsføringen er langt fremme og salget af stande skrider altså godt frem.

Samtlige medlemmer af Maskinleverandørerne Park, Vej & Anlæg er med på messen, og der er yderligere solgt stande til en række leverandører af maskiner, redskaber, tilbehør og udstyr samt særlige golfleverandører, der er med som følge af samarbejdet med Danish Greenkeeper Association. Som noget nyt er der i år et udlejningsfirma og et fagblad blandt udstillerne, og så to af verdens førende udbydere af entreprenørmaskiner,

Caterpillar og Volvo.

– Vi anser det som lidt af et gennembrud for messen, at der i år kommer yderligere bredde blandt udstillerne, men alligevel er der et stærkt fokus på kompakte maskiner, redskaber og udstyr, siger formanden for messe udvalget direktør Niels Kirkegaard, der også er formand for Maskinleverandørerne Park, Vej & Anlæg, som står bag messen.

– Det er også er rigtigt godt signal om, at vi allerede har fået messen slået fast i branchen, når to anerkendte mærker som Caterpillar og Volvo fra Maskinleverandørernes Entreprenørsektion melder sig, og selv om det er sektionen for Park, Vej & Anlæg, der står bag messen, er Entreprenørsektionens medlemmer naturligvis velkomne med den kompakte del af deres maskiner, siger Niels Kirkegaard.

Og det er netop for at øge fokus på de kompakte maskiner, at Pon Equipment deltager med Caterpillar.

– Caterpillar er nok mest kendt for store maskiner, men vi har små maskiner af flere typer både til at grave og læsse, og der er Maskiner under Broen det helt rigtige sted at komme i kontakt med relevante kunder, siger produktchef Poul Erik Mortensen, Pon Equipment.

– Vores maskiner er lidt som en schweizerkniv. Der er mange redskaber til dem, så de kan løse et hav af opgaver og kan køre uden at trykke og ødelægge underlaget, for eksempel når anlægsgartnere er i gang med at arbejde, siger Poul Erik Mortensen.

Udstillingsleder Erik Nissen står for standsalget og han ser frem til at få solgt de sidste stande.

– Vi får nok ikke udsolgt i den forstand, at vi siger nej til nogen, for der er rig mulighed for at ud

vide standarealet, men vi har foreløbig sat samme område af som sidste år, og det skal vi nok få solgt, så messen i hvert fald får lige så stort messeareal og dermed lige så god økonomi, siger Erik Nissen.

– Vi har lige nu nogle centralt beliggende stande tilbage målrettet vores nye samarbejdspartnere i golfbranchen. Det er jo sådan, at Danish Greenkeeper Association lægger deres DGA-demo sammen med Maskiner under Broen. Der er reserveret et særligt område til firmaer, der henvender sig specielt til golfsektoren, og det er ikke udsolgt endnu, siger Erik Nissen.

Maskiner under Broen holdes den 22.-23. august 2018 på det grønne areal på Fyns-siden af den nye Lillebæltsbro, og der er gratis adgang.

 

Billedtekst:

1):

Der er godt gang i standsalget til Maskiner under Broen. To af de største mærker har nu meldt sig.

2):

Formanden for messeudvalget for Maskiner under Broen, direktør Niels Kirkegaard.

 

Yderligere oplysninger:

Udstillingsleder Erik Nissen, tlf. 6155 7095. Mail: erik@maskinerunderbroen.dk

Formand for messeudvalget Niels Kirkegaard, tlf. 2226 0160. Mail: nki@gmr.dk